Engletrompeter

Engletrompeter, Brugmansia suaveolens, kan blive flotte, store planter på terrassen. Der skal store potter til at give rødderne ordentlig plads, og der skal masser af vanding og gødning til i vækstperioden. Engletrompeter er ikke alene imponerende med de store, hængende blomster, de har også en fantastisk kraftig duft, som de udsender ved aftentide, når det er tid at nyde det efter dagens gøremål.

Vi har flere engletrompeter hos os, for min haveglade mand har grønne fingre og et stort og rummeligt hjerte. Når en gren knækker af eller et rodskud skal fjernes, så kan han ikke lade være at stikke det i en potte med jord og stille den i drivhuset. Og så nemt er det altså at lave nye planter af engletrompet. Nogle af planterne er blevet som små træer, én har fået en flot placering i vores morgenhave. Den stå i potten nedgravet i et bed, så der er lidt dræn under potten og netop midt for den bue, der fører fra bassinhaven op til morgenhaven - eller morgenterrassen vi kalder den. 

 

Vinteropbevaring

Men engletrompeter kan lide varme og ikke kulde. De skal ind om vinteren. Hos os får de plads i Eriks drivhus, hvor der er varme om vinteren. De kan ikke klare sig i et koldt drivhus, og heller ikke et sted, der er for fugtigt og køligt, selvom der ikke kommer frost. Så rådner de skud, der ikke er ordentligt afmodnede. Selvom planten visner ned skal man dog lige vente med at smide den ud, for måske sender roden et rodskud op, og så kan man bare lade dét vokse op til en ny plante.

De tunge potter har vi hjælp til at få løftet op af hullerne. Vi binder et gammelt lagen om stammen (noget blødt, der ikke skader stammen) og binder de to ender af lagenet fast til hver sin ende af en stærk  stolpe. Så kan to stærke mænd løfte i stolpen og trække den op.

 
©2008 Haveskriver