Beth Chatto's gravelgarden - en grushave med tørketålende planter

Beth Chatto er kendt som Englands plantekvinde nummer ét. Hun ved hvilke planter, der trives hvor. Hvilke, der holder af skygge, og hvilke, der holder af tør jord og fuld sol som planterne i den tørre grushave. De må klare sig med den vanding, der kommer fra himlen, og det er ikke meget i det tørre østlige England.

I grushaven findes kongelys, græsser og mange planter med hårede, grålige blade, da de ikke fordamper så meget vand, når solen skinner. Grushaven er yndefuld med blødt bugtende stier, som løber igennem det flotte blomsterhav. Planterne står gerne med lidt afstand, så man kan se gruset imellem planterne. Særligt de planter, der står langs grusstierne. Længere inde i bedene ,er der ikke så meget synligt grus. Grus i jorden giver et godt dræn, og det er en fordel, for mange tørketålende planter afskyr at stå i soppende våd jord om vinteren.

Grushave kaldes på engelsk gravel garden. Efterhånden har Beth Chatto's succesfulde forsøg smittet andre haveejere, så man nu kan finde grushaver spredt rundt i England. Også en idé for de danske haveejere, som dyrker haven på tør jord.

Klik på GRUSHAVE og læs artiklen fra Haven.

Du kan også læse Beth Chatto's bog Gravel Garden. Den er udgivet af forlaget Frances Lincoln i 2000. 

 
©2008 Haveskriver