Roser til alle formål

Hvad enten man ønsker en plante i bedet, op ad muren, op ad buer og espalier eller klatrende i de gamle æbletræer, så findes der masser af muligheder. Sunde, robuske roser, dutende, yndefulde og gammeldags eller enkle vilde roser, som står med hyben hele efteråret - nogle helt til jul, hvis fuglene giver dem lov.

Mange roser remonterer, blomstrer igen og igen, sommeren og efteråret igennem, helt til vinteren fuldstændig tager magten. En del af de gamle roser blomstrer kun en enkelt gang i tre-fire uger i juli. Til gengæld får man her et flor og en duft, som kan holde de fleste hjemme i sommerferien.

 

Til buer og hæk

Er det en duftende rose ved døren, man har brug for, så er Cornelia måske den rette. Den blomstrer med fyldte hoveder, der changerer fra abrikos til rosa, den dufter af musk, og så blomstrer den flere gange. Skal rosen bruges som en hæk mod vejen, er Rose de Resht et godt bud. De hindbærfarvede, tætte blomsterhoveder udsender en kraftig og herlig duft, den bliver omkring en meter høj og vokser kraftigt og godt. Over rosenbuen kunne man plante Russeliana, som er én af de sødeste roser, jeg har set. Fyldte hoveder i farverne sart lyserød over rosa til næsten lilla. Den dufter kraftigt, men blomstrer kun én gang.

Til de store forhold er Paul's Himalayan Musk og Brenda Colvin meget velegnede. De klatrer gerne op i de største æbletræer, og man skal passe på, at de yndige småblomstrede roser ikke helt overtager træet. Begge er mere eller mindre halvfyldte og lyserøde, så yndigt ser det ud.

Klik på linket ROSER, her kan du læse om de dejligste roser. Artiklen er fra HAVEN. 

 
©2008 Haveskriver