En prærie i Danmark

 

Birkegårdens Haver er værd at besøge. Her kan man finde masser af inspiration og mange idéer til haven derhjemme - både hvis man leder efter nye planter og nye måder at anlægge haven på.

Nyeste tiltag er en præriehave med græsser og stauder i en naturlig sammensætning. Prærien ligger i kanten af Birkegårdens haver med udsigt til markerne og landskabet. Netop den rigtige placering for en præriehave, som - ligesom prærien i det vilde vest - ikke skal hegnes ind af hække eller hegn.

Når man går imellem de høje stauder og græsser en sensommerdag, kan man føle sig helt væk i blomstrende ynde. Her er elefantgræsser, Miscanthus sinensis, med fjerlignende blomster i sølv eller lyserødt, staudehirse, Panicum virgatum, med blade som en god, gammel rødvin og her er blåtop, Molinia arundinacea, med strå så tynde, at de virker som gennemsigtige gardiner.

Asters i mange dejlige farver og den populære havepurpursolhat, Echinacea purpurea, som de fleste af os vist blot kalder purpursolhat eller solhat, er her i alle de nye sorter i lysegul, solgul, orange og så selvfølgelig også de kendte hvide og lyserøde. De står som store tæpper på præriens bakker. Hestemynte og kvæsurt pynter prærien i mange sorter og mange, mange flere stauder kan man finde her.

 

Prærien er allersmukkest i sensommeren, men prøv også at besøge den i vintertiden med rim på de mange, fine frøstande.

Præriehaven er designet af Finn Brun, som er én af Danmarks bedste haveplantekendere.

 

Hvis du vil læse mere om Birkegårdens prærie så klik på  PRÆRIE og læs artiklen fra Haven, Haveselskabets medlemsblad.

 

 

 
©2008 Haveskriver