Havepurpursolhat
Purpursolhat kan lide veldrænet jord og står derfor op ad de bløde bakker i Birkegårdens prærie. Her kan vandet løbe af jorden.
Indianermynte
Indianermynte, Agastache foeniculum Alabaster har hvide blomster og smukke frøstande.
Græsser og stauder
Stauder og græsser står i store grupper i prærien. Forrest til venstre ses en elefantgræs, den blå staude er indianermynten Blue Fortune.
Bløde former
Stierne i prærien har et naturligt, blødt og bugtet forløb.
Blæst gør godt
Præriens stauder og græsser holder af blæst. Det holder stænglerne stive og planterne sunde.
Kurvblomstrede
Kurvblomstrede planter som mælkebøtte og margerit samt her på billedet asters og purpursolhat passer godt i den naturlige beplantning.
En prærie i Danmark
Birkegårdens Haver er værd at besøge. Her kan man finde masser af inspiration og mange idéer til haven derhjemme - både hvis man leder efter nye planter og nye måder at anlægge haven på.
Nyeste tiltag er en præriehave med græsser og stauder i en naturlig sammensætning. Prærien ligger i kanten af Birkegårdens haver med udsigt til markerne og landskabet. Netop den rigtige placering for en præriehave, som - ligesom prærien i det vilde vest - ikke skal hegnes ind af hække eller hegn.
Når man går imellem de høje stauder og græsser en sensommerdag, kan man føle sig helt væk i blomstrende ynde. Her er elefantgræsser, Miscanthus sinensis, med fjerlignende blomster i sølv eller lyserødt, staudehirse, Panicum virgatum, med blade som en god, gammel rødvin og her er blåtop, Molinia arundinacea, med strå så tynde, at de virker som gennemsigtige gardiner.
Asters i mange dejlige farver og den populære havepurpursolhat, Echinacea purpurea, som de fleste af os vist blot kalder purpursolhat eller solhat, er her i alle de nye sorter i lysegul, solgul, orange og så selvfølgelig også de kendte hvide og lyserøde. De står som store tæpper på præriens bakker. Hestemynte og kvæsurt pynter prærien i mange sorter og mange, mange flere stauder kan man finde her.
Prærien er allersmukkest i sensommeren, men prøv også at besøge den i vintertiden med rim på de mange, fine frøstande.
Præriehaven er designet af Finn Brun, som er én af Danmarks bedste haveplantekendere.
Hvis du vil læse mere om Birkegårdens prærie så klik på PRÆRIE og læs artiklen fra Haven, Haveselskabets medlemsblad.